fredag den 31. december 2010

Franske makroner

For nylig så jeg Sofia Coppolas film om Marie Antoinette. Den er på alle måder overdådig både, når det gælder kostumer, hår, sko - og ikke mindst kager.

Det fineste eksempel på fransk dekadence i kageform er uden tvivl de franske macarons fra Ladurée i Paris. http://www.laduree.fr/v1/public_fr/produits/macarons_accueil.htm


Disse kager er på alle måder fantastiske. De er delikate og elegante at se på, og de smager himmelsk. Ladurée designede adskillige variationer af denne delikatesse specielt til filmen.

Jeg var for nylig til en kombineret navngivningsfest og fødselsdag, hvor en af gæsterne havde medbragt macarons direkte fra Ladurée pakket ind i den mest bedårende lyseblå æske med en stor fed silkesløjfe omkring. Fantastisk!

På nettet findes adskillige opskrifter på disse vidundere pakket ind i alenlange beskrivelser af æggehvidernes temperatur, makronens overflade og fyldets mængde. Det er nemlig en videnskab - skulle jeg hilse og sige!

Jeg benyttede en opskrift fra denne hjemmeside: http://www.davidlebovitz.com/2005/10/french-chocolat/ 

Desuden brugte jeg denne hjemmeside som opslagsværk: http://www.syrupandtang.com/200712/la-macaronicite-2-basic-technique-and-simple-macaron-recipe/

Franske macarons med mocca- og jordbærfyld
Giver 15-18 kager alt efter størrelse

Dej
  • 100 gr. flormelis
  • 50 gr. mandelmel (Køb det malet, det er umuligt at male det fint nok selv)
  • 65 gr. sukker
  • 2 store æggehvider - stuetemperatur (Brug ikke pasteuriserede hvider og heller ikke hvider fra nylagte æg. De indeholder efter sigende mere vand, som gør dejen flydende.)
  • 1-2 spsk. cacaopulver til de brune makroner
  • 2-3 dråber rød frugtfarve til de lyserøde makroner
Fyld
  • Et bæger mascarpone
  • 80 gr. flormelis
  • 1 lille kop espresso
  • 6 frosne jordbær
  • 2 spsk. sukker og lidt vand
Dejen:
Blend flormelis og mandelmel i en foodprocessor, så de to ingredienser er helt blandet. Tilsæt evt. cacaopulver, hvis dejen skal være brun.

Pisk hviderne stive. Tilsæt evt. et par dråber rød frugtfarve til hviderne, hvis dejen skal være lyserød. Tilsæt sukker løbende. Bliv ved til at piske indtil dejen er stiv som marengs, og sukkeret er opløst.

Vend flormelis/mandelmel i marengsen. Vend kun lige til det er blandet med marengsen, så luften ikke slåes ud af dejen. 

Hvis der skal være 2 forskellige farver makroner, skal der selvfølgelig være en hvid marengs til cacao/flormelis/mandelmel og en hvid gang flormelis/mandelmel til den lyserøde marengs.

 

Dejen uden farve


Dejen vendt med cacao

Dejen fyldes i en sprøjtepose med rund tylle (alternativt i en frysepose med et lille hul) og sættes på en bageplade i runde klatter med ca. 3½ cm. i diameter. De kan evt. flades lidt ud med en dejskraber, de må ikke have toppe. Sagkundskaben siger, at makronerne bliver mere glatte, hvis de får lov til at hvile på pladen 1 time, inden de kommer i ovnen.



Makronerne bages i en 175 grader varm ovn i 7-9 minutter. De skal rejse sig og være hårde på overfladen, men pas på at de ikke bliver brændte i bunden. (Det blev mine, men det er en del af charmen.) Makronerne køles helt ned, før de fjernes fra bagepladen.


Fyldet:
Mascarponen røres blød med flormelis og portionen deles i to. Den ene halvdel røres med espressokaffen.


Den anden halvdel røres med jordbærsirup. Jordbær koges med vand og sukker 5 minutter, hvorefter jordbærene sies fra og siruppen koges yderligere ind og afkøles.



Makronerne parres efter størrelse, og fyldet smøres på den ene halvdel. De lyserøde smøres med jordbærfyld, og de lysebrune med espressofyld.


Før sammenlægning


Efter sammenlægning

De færdige makroner opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet og spises med stort velbehag.

God fornøjelse og rigtig godt nytår!




torsdag den 23. december 2010

And the winner is...

Den ubetingede, overdådige, orgel- og gospelkor julesang for mig er:
 "Oh holy night"

Den er oprindeligt skrevet af en fransk vinbonde i 1847 til den lokale kirke, og i 1855 satte en engelsk musiker musik til og oversatte digtet til den engelske version. Læs mere om sangen her:
 http://en.wikipedia.org/wiki/O_Holy_Night
 
Den er over årerne blevet alle tenorer, kvindelige sangerinder og boy-bands ultimative jule-test. Hvis man kan klare den, så er man verdensklasse.

Her er min top 5 over sangere, som leverer varen:

Nummer 1:
Den ultimative performer, når det gælder svulstighed og selviscenesættelse må uden tvivl være Mariah Carey, som her giver den gas på alle tangenter med gospelkor, levende lys og hammondorgel: http://www.youtube.com/watch?v=BEJmP8T07JU

Nummer 2:
Med en fornem anden plads - lige i haserne på Mariah - kommer selvfølgelig Celine Dion. Lidt mindre svulstig med med masser af violiner og et børnekor helt i hvidt: http://www.youtube.com/watch?v=QbUcgsgbXes&feature=related

Nummer 3:
Byder på intet mindre end 4 kvinder i en nedlagt ruin. I min søgning efter versioner af denne fantastiske sang stødte jeg på en kuriositet kaldet Celtic Women, som holder de keltiske traditinoner i hævd med tinfløjte og harpe: http://www.youtube.com/watch?v=cZ-8jYpa1-o

Nummer 4:
Herrernes svar på både Mariah og Celine hedder Josh Groban. En yngling med englekrøller á la Rafael. Oprah elsker ham. Need I say more?: http://www.youtube.com/watch?v=zQWXfHzOKUU

Nummer 5:
På femtepladsen er der blevet plads til yderligere 5 unge mænd - med en ung Justin i forgrunden. N'Sync med en virkelig corny a capella version. Så bliver det vist ikke bedre: http://www.youtube.com/watch?v=BxJv8GPyBV4

Rigtig glædelig jul til alle!

fredag den 17. december 2010

Mormors julehjerter


Min mormor var utrolig kreativ. Hun klippede, flettede, tegnede, syede, hæklede, strikkede og broderede. 

Blandt de ting, jeg har fra hende, er de 2 julehjerter, som har overlevet i noget, der ligner 60 år, siden de hang på min mors barndoms-juletræ. Jeg synes, de er utroligt smukke i al sin enkelthed. Så i dag besluttede jeg mig for at gå i mormors fodspor og flette hjerter.


Jeg elsker papir, så jeg har et stort udvalg at bruge af.


Skabeloner


Pynt: fede engle, stempler og min seneste ynglingsting en blondesaks.

Her er resultatet:



Mumi-julepynt




Den sjoveste eftermiddag jeg har haft længe - nu rydder jeg lige op :-)



tirsdag den 14. december 2010

So last year


.... sagde min søde kollaga og trofast bloglæser Maria, da jeg fortalte, at jeg igen i år har lavet snefnug af hvide rørperler og hængt dem i vinduet i min udestue.

Jeg fik idéen sidste jul, fordi jeg gerne ville have noget enkel pynt til de store vinduer i "mit værelse".

I år laver alle snefnug i hvide rørperler - nok næppe inspireret af mig - men det skal ikke forhindre mig i at gentage successen. Det var så godt som umuligt at opdrive hvide rørperler, men nu er jeg den lykkelige indehaver af 3.000 styk, og produktionen er godt i gang.

Mulighederne er uendelige og resultatet altid skønt!


Før strygning


Ups!


Færdig!

Jeg bliver glad, hver gang jeg kigger ud af vinduet i december og ser mine fine snefnug hænge der og minde om både jul og barndom.



Jeg tror, jeg laver et par stykker i lilla også, de kan vel hænge på juletræet.

fredag den 10. december 2010

Fyrfadsstage - eller hvordan tingene ser ud i mit hoved

Hver år når julen nærmer sig, får jeg lyst til at være super-kreativ og producere hjemmelavet julepynt i store mængder. Hvert år finder jeg op til flere projekter, som jeg kan gå i gang med. Og hvert år har jeg en helt klar fornemmelse af, hvordan det skal ende med at se ud. Men de forestillinger holder ikke altid stik.
Som nu denne fyrfadsstage i frostet glas, som er et godt eksempel på: "less is more".


Jeg blev inspireret af en meget fin fyrfadstage, som min søn Valdemar lavede til mig julen 2008.

Det er et syltetøjsglas, som er malet med frostet glasmaling og derefter pyntet.

Jeg ville have et kig ind til lyset, så jeg startede med glasmaling og nogle store stjerner. Det gik sådan her:
Den var jeg ikke helt tilfreds med. Jeg syntes ikke, at stjernerne var skarpe nok  i kanterne. Så nyt glas, nye stjerner og mere glasmaling og lidt sølvglimmer, for det kan man aldrig få for meget af (troede jeg!).

Pensel, syltetøjsglas, stjerneklistermærker og glasmaling fra Panduro Hobby - mit andet hjem i julemåneden.


Jeg klæbede stjerner på glasset og malede det 2 gange med glasmaling. Husk lange strøg ned langs glasset, ellers kommer der helligdage. Derefter dryssede jeg glasset med sølvglimmer, og lod det tørre i nogle timer.
Fordelen ved de små stjerneklistermærker er, at de giver nogle mere skarpe kanter - ulempen er, at det kræver afsindig meget tålmodighed at pille dem af bagefter. Og det har jeg ikke!! Men af kom de, og jeg fik lys i.

Og så skete det, der nogen gange sker. Det lignede ikke min forestilling om en fyrfadsstage. Jeg må nok erkende, at grunden til det er: "less is more". For meget maling, for meget glimmer og så røg enkeltheden.

Måske laver jeg en ny en anden dag, men indtil videre ser den egentlig meget sød ud på min hylde i udestuen.

torsdag den 9. december 2010

En julebekendelse

Jeg elsker jul! Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men julens bringer også af og til det værste op i mig. For når det bliver jul, så blomstrer den perfektionistiske ugebladshusmor op i fuldt flor.

Min julemåned består af eksalteret juleglæde, hvor glaskuglerne, glanspapiret og det multifarvede kagekrymmel kommer i spil. Men den består desværre også af hysterisk kontrol, hvor jeg er sur og lidt grådlabil med hektiske pletter på kinderne, fordi det ikke lige blev, som jeg havde ønsket mig det. Jeg ved godt, at jeg er den eneste kvinde, der har det sådan - men nu ved I det :-)

Så er det godt, at en utæt tagrende, et nøgent pæretræ og hård frost kan minde mig om, at det behøver ikke at være så svært.

Prøv at se, hvad naturen pynter op med, mens vi andre høvler rundt med sølvspray og silkebånd inden døre.





Og nu sner det også udenfor, så jeg overgiver mig. God torsdag!

søndag den 5. december 2010

Honningkager

Velkommen til min jule-blog!!

Her vil jeg dele mine juleforberedelser med alle jer, som finder vej herind. Både det, der lykkes og det, der ikke lige lykkes.

Jeg lægger lidt blidt ud med opskriften på julens bedste honningkager.

Honningkager
Ca. 40-50 kager - alt efter hvor store udstiksforme du har.
Her er et udsnit af mine:

Du skal bruge:
  • 450 gr. honning
  • 250 gr. farin
  • 150 gr. smør
  • 2 tsk. potaske opløst i vand/4 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • 1 tsk. stødte nelliker
  • ca. 3/4-1 kg. hvedemel (med mel til udrulning bruger jeg ca. 1 kg.)
Smelt honning, smør og sukker i en gryde og lad det køle lidt af. Hæld den opløste potaske i blandingen.

Bland 1/2 kg. mel med krydderierne og bagepulver, hvis du bruger det i stedet for potaske.

Rør melblandingen i smør- og sukkerblandingen, og rør derefter mere og mere mel i, indtil dejen er så fast, at den kan komme ud på et meldrysset bord. Nu kommer det bedste til alle jer, som hader at ælte dej til boller og brød. Den her dej klistrer ikke, men er blød og glat at ælte og føles helt vidunderlig. Bliv ved med at ælte til dejen er fast og blank og ikke klistrer til bordet.


Nu skal der rulles og udstikkes og rulles og udstikkes indtil alt dejen er brugt. Dejen må ikke rulles for tyndt ud, så brænder kagerne på i kanten. Rul dem ud til ca. 1/2 cm's tykkelse.


Bag kagerne ved 200 grader i 5-6 minutter. Hold øje med dem, så de ikke får for meget. Når de er hævet op og er blevet bløde i kanten, er de færdige.

Så komme det sjove: at pynte!! Jeg bruger flormelis med vand og frugtfarve og abnorme mængder af forskelligt krymmel.




Det færdige resultat er overdådigt og velsmagende.
God fornøjelse!