søndag den 21. december 2014

Chai latte


Årets hjemmelavede julegave er denne skønne chai siurp, som kan blive til den dejligste varme chai latte. Denne opskrift er stærkt inspireret af en opskrift, som jeg fandt på bloggen Valdemarsro. Jeg har dog skåret lidt ned på sukkeret og skruet op for de julede ingredienser.

Chai sirup - giver 2-3 dl. færdig sirup

  • 3 spsk. sort te - jeg brugte julete fra Perch's 
  • 2 dl. kogende vand
  • 20 hele kardemommekapsler
  • 15 hele nelliker
  • 5 stjerneanis
  • 2 stykker hel kanel 
  • ½ vanillestang
  • 2 cm. frisk ingefær
  • Skal fra en halv øko. appelsin
  • 1 dl. rørsukker
  • 1 dl brun farin
  • 1 spsk. glukosesirup
Hæld vandet over teen og lad den trække i 10 minutter. Imens ristes krydderierne på en tør pande - pas på de ikke brænder på. Ingefæren skrælles og skæres i skiver, vanillestangen flækkes og indholdet skrabes ud.

Når teen har trukket sies bladene fra, og den hældes i en gryde sammen med krydderier, ingefær, vanillestang og indhold samt sukkeret. Det hele koges ind til en tyktflydende sirup, det tager ca. ½ times tid. Siruppen sies, hældes på rene glas og opbevares i køleskabet.

1 spsk. sirup opløses i et glas varm mælk.

onsdag den 17. december 2014

Klip en stjerne


Jeg har arvet en stor bunke gamle Bo Bedre fra 1970'erne. Det er fantastisk at bladre i dem og se sin barndom dukke op i glimt i form af patchwork og viklebatik.

I julenummeret fra december 1971, som er det år, hvor jeg blev født, faldt jeg over denne stjerne.


Jeg elsker papir og gemmer alt fra gavepapir til gamle poser. Denne her kommer fra et skønt sted i Bredgade her i København, som hedder MORMORS. Her kan man købe mormor-mad som kiksekage og pebermynteslik, og alle madvarer kommer i de skønneste, små papirsposer.



De har ligget i mine gemmer siden i sommer. Jeg synes, at de var lidt julede, så da jeg så den gamle Bo Bedre DIY (fra før det begreb overhoved var opfundet), så var det klart, at poserne skulle bruges til at lave stjerner af.

mandag den 8. december 2014

Julestjerner


Og masser af dem. Lavet i alle mulige slags papir. Opskriften er mere enkel, end den ser ud, og jeg har fundet den flere steder, bla. hos mit ynglings DIY magasin Mollie Makes.








Klip to kvadrater, fold dem vandret og lodret og diagonalt. Klip op til lidt under midten i de vandrette og lodrette linjer og fold dem ind over hinanden. Lim dem sammen til stjernespidser. Og lim de 2 halve stjerner sammen forskudt.




Her hænger de i tynd nylontråd i døren til  min udestue i forskudt højde.