søndag den 9. december 2012

Honningkagemænd og -koner


...og lastbiler og hjerter og stjerner og overskæg og puslespilsbrikker og prinsesseslotte, og hvad vi ellers har af kageudstikkere, kommer i sving i dag, fordi fætter Karl-Johan kommer sammen med sin mor og far for at bage honningkager.


Honningkagebagningen er en fast, tilbagevendende tradition, som jeg også har skrevet om flere gang før her på bloggen. Men heller ikke i år skal I snydes for julen bedste kageopskrift, så kig med hvis du vil se opskriften på honningkager.


Honningkagemanden er klippet i filt efter en skabelon og syet sammen på maskinen med en synlig hvid stikning og fyldt med bamsefyld. Hans øjne er broderet med tætte fladsting og hans mund er syet med kædesting, ned af maven har han fået 2 små perlemorsknapper. På toppen af hovedet har han en strop, så han kan hænge på juletræet.

søndag den 2. december 2012

Almas adventshus


Da jeg var barn, havde jeg ikke pakkekalender. Til gengæld kom Nisse hver søndag i advent med en pakke i sin sæk til mig og min bror.


Jeg kender en sød, lille pige, som hedder Alma. I dag har hun fået et adventshus, hvor der hver søndag i advent hænger en lille pakke til hende. Huset er syet i tyk uldfilt og applikeret på et stykke kraftigt, rødt lagenlærred.


Jeg startede med at lave en skabelon i avispapir og klippede alle delene ud i filt.


De 4 vinduer i huset er "lågerne" i kalenderen. De er syet på huset på maskine, og hver låge har et nummer og en messingring til pakken.


Tagstenene er syet på i rækker ovenpå hinanden. Rækkerne er syet på længere ude en kanten af taget og er derefter klippet af, så de passer til tagets form.


Hele huset med tag og skorsten er syet fast på det røde lagenlærred på maskine. Først syede jeg selve huset på, så skorstenen og til sidst taget på øverst. Røgen ud af skorstenen er bamsefyld, som er limet på med universallim.


Det røde lagenlærred ligger dobbelt, og imellem de 2 lag er der en tyk vliseline, så stoffet kan bære den tunge filt. Jeg har syet en synlig stikning hele vejen rundt i kanten, for at forstærke stoffet yderligere. Øverst har jeg syet 2 stropper i, så huset kan hænge.


Uden for huset står et juletræ, som er pyntet med filtkugler, som er limet på med universallim.
 

Lille Alma skal nu gøre resten af arbejdet med at åben pakkerne. Én for hver søndag i advent.


Min egne Nisse kommer stadig hver søndag i advent, men nu er det ikke mig men mine børn, der får gaver. Og han har i løbet af årene fået selskab af fru Nisse og en ekstra lille hjælpe-nisse.

Glædelig første søndag i advent!

lørdag den 1. december 2012

Glædelig 1. december


Glædelig 1. december til alle jer jule-elskere! Nu er tiden endelig kommet til at hygge sig indendøre med pynt og levende lys, bage de traditionelle julekager og dyrke kreativiteten.

Som vanlig vil bloggen her rumme masser af julestemning i løbet af december måned, så hold øje med siden og tilmeld dig evt. bloggens Facebook side og bliv løbende opdateret, når der er nyt.


Man kan jo starte med at besøge Håndarbejdets Fremmes Julemarked i morgen, hvor mine dygtige medstuderende sælger hjemmelavet pynt og andre fine sager. Jeg deltager desværre ikke i år, men det er helt sikkert et besøg værd.

søndag den 18. november 2012

Kalenderlys til de kreative


Dette kalenderlys fra Kunstindustrien er et "must-have" for kreative sjæle med hang til tekstiler. Kan næsten ikke vente til 1. december.

fredag den 9. november 2012

En hyggelig pakke



Forleden fik  jeg en hyggelig pakke med posten fra Stof og Stil i Roskilde. Lækkert stof i tern, striber og med stjerner og en rulle bånd med snefnug og rensdyr.

 
 
Nu har jeg bare det det lille luksusproblem, at jeg skal finde ud af, hvad jeg skal bruge det til. 

søndag den 4. november 2012

Nedtælling


Velkommen tilbage! Nu nærmer juletiden sig, og bloggen begynder så småt at røre på sig igen.

Jeg har en regel om, at jeg ikke må pynte op til jul før omkring 1. søndag i advent. Det er primært for min families skyld, som ikke er så store jule-elskere som mig. Men ingen regel uden undtagelser.

Jeg har fødselsdag i slutningen af oktober, og ikke sjældent sker det, at familie og venner forærer mig julepynt i fødselsdagsgave. Derfor har jeg besluttet, at den julepynt, som jeg får til min fødselsdag, godt må komme op og hænge allerede i begyndelsen af november.


Min kusine, som er ualmindelig skrap med et par strikkepinde, har strikket julekugler til mig efter Arne og Carlos' opskrifter - disse 2 skønne nordmænd, som frembringer de mest fantastiske ting i strik.


På mit nye studie har jeg mødt endnu en jule-elsker, Dorte. Dagen efter min fødselsdag dukkede denne lille fyr op af hendes taske. Nu sidder han på mit skrivebord og hygger sig.


Og i går dukkede endnu en ny juleting op i form af et perlejuletræ hjembragt til mig helt fra Sydafrika fra Anette, en forælder i min ældste søns klasse.

Så nu er juletiden så småt skudt i gang. Hold øje med bloggen og se flere skønne juleidéer. Husk også, at du kan følge med på bloggens Facebook side, du skal bare trykke 'Synes godt om', så bliver du automatisk opdateret, når der kommer nyt.

lørdag den 24. december 2011

24. december - Kunsten at pynte et juletræ



Det er ingen kunst at pynte et juletræ. Det er faktisk ganske enkelt, og der er intet rigtigt eller forkert.



Du skal bruge:
  • Alt det fineste pynt du kan finde


    Tak til alle der kiggede med på bloggen her i december. Det har været en fornøjelse at dele en flig af vores jul med jer. 

    Jeg ønsker en rigtig god og fredfyldt jul og et lykkebringende nytår!