mandag den 31. december 2012

Nytårspynt og kransekage

Så nærmer julen og året sin afslutning, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle et godt og kreativt 2013. Tak til jer som kiggede med på bloggen i 2012 og på glædeligt gensyn næste jul.

Indtil jeg igen finder julepynten frem, så deler jeg stort og småt i den kreative afdeling på min hverdagsblog www.ikkeheltperfekt.blogspot.com


I går pillede jeg al min julepynt ned og blev ærlig talt lidt trist til mode over det nøgne juletræ. Heldigvis fandt jeg en pose med drinkspynt, og noget af det er blevet til det fineste nytårsskrud til det gamle træ.


Jeg foldede viften ud og gav den en klat lim i sammenføjningen. I midten lagde jeg en sytråd, og så lukkede jeg viften sammen med en klemme, mens limen tørrede.


Da limen var tør, fjernede jeg klemmen, klippede træhåndtaget af og bandt en knude på snoren, så viften kunne hænge.


Så nu er juletræet også klar til årets sidste aften.


Min bror og min ældste søn har lavet kransekage, som vi glæder os til at sætte tænderne i ved midnatstid.


Kransekagemasse (nok til et kransekagetårn med 7 ringe og ca. 20 små kransekagebidder)
  • 800 gr. marcipan
  • 320 gr. sukker
  • 160 gr. æggehvider
Alle ingredienserne blandes med en håndmixer eller i en køkkenmaskine til dejen er sej og sammenhængende.

Tegn 7 ringe med en passer på et stykke bagepapir. Hver ring skal være lidt mindre end den forrige, så de kan stables ovenpå hinanden og danne et tårn. Den nederste ring er ca. 20 cm. i diameter. Afslut med en lille rund kage øverst.


Vend papiret, så blyantsstregen stadig er synlig uden den berører kagemassen, og sprøjt kransekagemassen ud på ringene med en plastiktylle eller en frysepose med hul i. Bag kransekagerne ca. 10 minutter ved 190 grader i varmluftsovn. De skal være lysebrune og let tørre på overfladen. Lad dem køle af på en bageplade og opbevar dem i en lufttæt beholder ved ca. 12 grader.

De kan også opbevares i køleskab, men det gør kransekagerne lidt fugtige på overfladen.

Æggehvideglasur
  • 175 gr. flormelis
  • 1 bæger pasteuriseret æggehvide
Pisk flormelis med æggehvide til den er glat og tyktflydende. Tilsæt evt. mere flormelis, hvis glasuren er for tynd.


Glasuren bruges både som "lim" mellem ringene og som pynt.


Godt nytår!!


søndag den 23. december 2012

Adventskrans



Glædelig 4. søndag i advent. Nu er juleaften ganske nær, og det er på én gang dejligt og lidt trist. Juleaften er jo på mange måder højdepunktet på en hyggelig julemåned, men den markerer også slutningen.

Nu på den sidste adventssøndag har jeg tændt alle 4 lys og siddet en stille stund og nydt julen.

Min adventskrans er ikke rigtig en krans. Den er lavet af 4 rødlerspotter med ler i bunden.


I leret har jeg stukket et lys på spid.


Rundt om lyset ligger blødt grønt mos, hvor der vokser røde svampe.

lørdag den 22. december 2012

Tømmermændsmad i december


Hvis du er godt flad ovenpå de sidste 14 dages julefrokoster, men stadig ikke har fået nok af flæskesteg, så kan jeg anbefale en hjemmelavet flæskestegssandwich.


Hovedingrediensen er selvfølgelig stadig den skønne gris og en god gang hjemmelavet rødkål.


Rødkål
  • ½ rødkålshoved
  • 1 spsk. smør
  • 1½ dl. æblecidereddike
  • 2 spsk. ribsgelé
  • salt og peber
  • evt. stjerneanis
  • vand
Hak rødkålen groft og brun den i smørret i en stor gryde. Tilsæt eddike, ribsgelé og evt. stjerneannis og lad den koge ved svag varme en times tid. Hæld evt. lidt vand ved undervejs, hvis den er ved at koge tør. Smag på den efter ca. 45 minutter, hvis den er mør smages den til med salt og peber.


Til sådan en sandwich hører også agurkesalat.

Agurkesalat
  • ½ agurk
  • 1 dl. æblecidereddike
  • 2 spsk. ribsgelé
  • salt og peber
Skær agurken i tynde skiver, drys dem med salt og lad dem trække, mens du giver eddike og ribsgelé et opkog, indtil geléen er smeltet. Skyl agurkeskiverne, læg dem i en skål og hæld eddikelagen over dem. Lad dem trække til lagen er kold, og smag til med salt og peber.


Skær nogle gode skiver af et groft brød og smør evt. men en lækker mayo eller en remoulade og fyld med flæskesteg i skiver toppet med rødkål og agurkesalat.


Hvis du trænger til et frisk pust sammen med alt det fede, kan du servere denne skønne rødkålssalat til. Den er fast inventar på vores julebord som modspil til and og flæskesteg.

torsdag den 20. december 2012

Panforte - jul på italiensk


Hvis man elsker sundt slik, tørret frugt og nødder, så vil man også elske panforte, som er en italiensk konfektkage, som min bror og jeg for andet år i træk har bagt i store mængder.

Den kan bages i et utal af variationer, og som det tit er tilfældet med italiensk mad, så har alle italienske mamma's med respekt for sig selv en familieopskrift på panforte.

Min opskrift er inspireret af Brdr. Harders opskrift, som min veninde Nanna har bagt til mig engang. Jeg har udvidet variationen af tørret frugt og bær, det står alle frit for at gøre efter smag og behag.

Panforte - italiensk konfektkage (rækker til ca. en halv braddepande)
  • 180 gr. blandede mandler og nødder - fx mandler, hasselnødder og usaltede pistacienødder
  • 75 gr. syltet frugt - fx. sukat, syltet appelsinskal og cocktailbær
  • 75 gr. tørret frugt - fx rosiner, sultanas, figner og dadler
  • 50 gr. hvedemel
  • ½ tsk. kanel
  • ½ tsk. allehånde
  • 100 gr. honning
  • 100 gr. sukker
  • 1 tsk. kakao
Rist nødder  og mandler i ovnen til de er let brune og hak dem groft. Hak ligeldes den syltede og tørrede frugt groft, og bland frugt og nødder med mel, krydderier og kakao.

Smelt sukker og honning i en gryde og lad det køle lidt af, inden sukkerblandingen røres sammen med de andre ingredienser. Dejen skal være meget klistret og tyk.

Hæld dejen ud på en bageplade med meldrysset bagepapir. Glat dejen lidt ud med grydeskeen, drys den med lidt mel, læg et stykke bagepapir over og rul dejen ud til ca 1 cm. tykkelse.

Bages ca. 20-30 minutter ved 150 grader. Hvis dejen bobler op, mens den bager, kan den bages halvdelen af tiden under pres (med fx en bageplade eller en tærteform ovenpå). Den kan også lægges under pres, når den er kommet ud af ovnen, hvis ikke den flad og kompakt nok.



Når kagen er kølet af, skæres den i 1 cm. lange baner og ud i harlekintern, og opbevares i en lufttæt dåse.

Serveres med et drys af flormelis.

 

tirsdag den 18. december 2012

Galleriet


Min kusine Hanne og hendes unger har bagt fantastiske honningkager efter min opskrift, og jeg har fået lov til at vise deres værk. Der er brugt forskellige udstikkere og andet kreativt køkkentøj. De har blandt andet brugt en æbledeler til de runde og vores farmors kødhammer til at lave mønstre med. Så opfindsomt!!

Billedet ligger også på Galleriet, hvor jeg meget gerne modtager billeder af jeres julepynt, kager eller idéer.

Send dem til katrinerojel@gmail.com og fortæl lidt om, hvad der er på billedet, så lægger jeg det på Galleriet.

søndag den 16. december 2012

Hvide snefnug

 
I dag er det tredje søndag i advent og al den fine julesne er regnet væk, men heldigvis har jeg hvide snefnug indendøre i stedet.
 
 
Fnuggene er lavet af en dej af maizena og natron og hænger på røde grene fra haven sammen med min kusines skønne, strikkede julekugler.
 
 
Fnuggene er lavet i 3 størrelser med et udstiksæt, jeg har købt på Amazon.
 
 
Snefnug i hvid dej (giver ca. 50 ornamenter alt efter formenes størrelse)
Målene er oversat fra amerikanse cup-mål, så de er ca. mål.
  • Ca. 1½ dl. maizena
  • Ca. 2½ dl. natron
  • Ca. 2 dl. vand
Alle ingredienser blandes i en gryde og koger ved svag varme, indtil blandingen tykner og får konsistens som en lind kartoffelmos.

Hæld blandingen over i en skål og lad den stå under et fugtigt viskestykke, indtil den er kølet af. Når den er kold, æltes den til en blød, glat dejklump. Tilsæt evt. mere maizena, hvis dejen er for klæbrig.


Del dejen i mindre stykker og rul den ud, så den er ca. 5 mm. tyk. Udstik forskellige former med kageudstikkere og læg dem på en plade med bagepapir. Hullet til ophæng laves med et sugerør.


Ornamenterne bages ved 100 grader i ca. 30 minutter. Jeg har fundet flere opskrifter, som siger 175 grader i 1 time. Det kan ikke anbefales. Ornamenterne mister den hvide farve og bliver brune, og pga. mængden af natron hæver de op. De skal tørre snarere end bage, men hold øje med dem og vend dem undervejs, så de bliver tørret på begge sider.

Hvis de begynder at bule kan de bages under pres med en bageplade ovenpå noget af tiden. Når der er tørre og hårde tages de ud og lægges til afkøling på en bagerist. Det er vigtigt, at de ikke bliver liggende på pladen, så bliver de fugtige på undersiden.



Dejen kan farves med frugtfarve, før de bages eller dekoreres, efter de er bagt. Skriv fx navn på og brug dem som bordkort til julebordet.

torsdag den 13. december 2012

Lucia


I dag er det Lucia-dag og en fantastisk undskyldning for at spise lækkert, sødt, svensk bagværk med masser af smør og et strejf af safran.

Find opksriften på Lucia-boller her.

P.S. Ovenstående billede er faktisk fra sidste år. Men jeg kunne ikke dy mig og bagte også lucia-boller i år, efter samme opskrift forstås.


Da jeg havde fyldt en plade med lucia-boller, var der stadig en klat dej tilbage, den blev til dette skønne juletræ.


Jeg æltede en god håndfuld rosiner ind i dejen og rullede den ud, som hvis jeg skulle lave kanelsnegle.


Så rev jeg en stor klump marcipan på den grove side af rivejernet og skallen af en øko. appelsin på den fine side af rivejernet og fordelte ud over dejen.


Hele herligheden blev rullet sammen, skåret i snegle og lagt på en bageplade i juletræsformation.


Træet blev penslet med mælk og bagt i ovenen ved 200 grader ca. 10 minutter. Dernæst pyntet med grøn glasur og farvet krymmel. Lovely!

onsdag den 12. december 2012

Julemandens frokost

 
Hele december måned spiser julemanden kun risengrød til aftensmad, men til frokost spiser han fru Julemands hjemmelavede leverpostej med syltede rødbeder på hjerteformet rugbrød.
 
Rugbrød med surdej - giver 2 rugbrød
Begyndelsen på et rugbrød er altid lidt omstændigt, hvis ikke man ligger inde med et glas surdej allerede. Men så snart man har fået gang i en ordentlig hævestærk surdej, så starter næste produktion ved 3. dag.
 
Surdej - 1. dag:
  • 2 dl. youghurt naturel
  • 10 gr. gær
  • 1 tsk. salt
  • 2 dl. rugmel
Alle ingredienser røres sammen og står 2 dage ved stuetemperatur.
 
Dej - 3. dag:
  • Surdej fra dag 1
  • 2 spsk. salt
  • 5 dl. knækkede rugkerner
  • ca. 11 dl. rugmel
Rør surdejen ud i vandet og tilsæt de andre ingredienser. Dejen skal være fast, men skal stadig kunne røres med en grydeske. Lad dejen stå ved stuetemperatur et døgns tid.
 
Færdigt rugbrød - 4. dag:
Hvis du ikke er startet fra 1. dag med en ny surdej, er det nu, du tager 4-5 spsk. fra til næste rugbrødsbagning. Surdejen opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet og kan holde i 7-10 dage.
  • 2 dl. youghurt
  • 3 dl. vand
  • 2 spsk. mørk sirup (kan udelades)
  • 2 dl. hørfrø
  • 2 dl. solsikkekerner
  • 2 dl. græskarkerner
  • ca. 9 dl. rugmel
Start med at løsne dejen fra dagen før og rør derefter de andre ingredienser i. Lad den stå og efterhæve ved stuetemperatur i ca. 5 timer. Fordel dejen i 2 smurte rugbrødsforme, med mindre man som jeg netop har fået Eva Trios smarte rugbrødsform, som hverken skal smøres eller vaskes. Dejen skal trykkes lidt ned i formen og glattes på overfladen, så bliver rugbrødet mest "rugbrøds-firkantet". Efterhæver yderligere 2 timer i formene ved stuetemperatur under et fugtigt håndklæde.

Prik huller i dejen med en gaffel, pensl den med olivenolie og drys med sorte birkes og flagesalt. Rugbrødene bages ca. 1½ time ved 175 grader. Efter en times tid lirkes de forsigtigt ud af formen og bages videre uden form. De er færdige, når skorpen er sprød og de lyder hult, når man banker på dem.


 P.S. Dette hjerte ligger husets mindste nisses madkasse i morgen - det er vel december :-)
 
 

Julestjerner i filt


Julen 2012 står i filtens tegn for mit vedkommende. Jeg fik en fantastisk gave i sommer i form af en meget stor sæk med den skønneste uldfilt.

Indtil videre er det blevet til Almas adventshus, en honningkagemand i filt og nu også disse bløde julestjerner med perler på.


Alle 3 stjerner er klippet i filt (se under skabeloner), pyntet med perler og pailletter, syet sammen med kædesting i hånden (de kan også sys sammen på retten på maskine) og fyldt med bamsefyld. Øverst har jeg syet et smalt silkebånd fast, så de kan hænge.


Den lyseblå stjerne er pyntet med grå pailletter med en perle i midten.

 



De 2 grå stjerner er pyntet med aflange glasperler - grå til den lysegrå og multifarvede til den mørkegrå.

mandag den 10. december 2012

Julens sødeste forklæde


Det er hyggeligt at bage med børn - men det kan godt være lidt kaotisk og efterlade børn og voksne med mel på tøjet.

For at afhjælpe det syede jeg for en del år siden et forklæde i voksdug til min ældste søn. Det forklæde er nu gået i arv til lillebror, og i år syede jeg en ny model til min nevø, som han kunne have på i går, da vi bagte honningkager.


Jeg ville gerne have kunnet vise jer et billede af ham med forklædet på, men som sagt så kan det godt være lidt kaotisk, når man bager med børn, så jeg nåede ikke at tage et eneste billede. I stedet får I her mønster og instruktion på forklædet.


Forklædet er syet efter et simpelt mønster, som du kan finde henvisning til under skabeloner her på bloggen og klippet i en olmerstribet voksdug.

 
Forklædet er kantet hele vejen rundt med turkist kantebånd. Først har jeg kantet toppen af forklædet og rundt i hele underkanten.

 
 

Kantebåndet sys på med en stikning på maskine. Sørg for at lade kantebåndet gå længere ud en kanten af forklædet og klip derefter båndet til, så det passer med forklædets runding.

 
 

Dernæst sys bindebånd, kant ved ærmegab og snor rundt om nakken fast i ét langt stykke. Beregn ca. 45 cm. til bindebånd i hver side og ca. 38 cm. til snor rundt om nakken.

 
Fold kantebåndet på midten og sy med en stikning på maskinen 45 cm. Fortsæt derefter med at kante rundt i ærmegabet med en stikning, som lukker enderne af der, hvor underkanten og overkantens bånd ender.


Sy derefter med en stikning rundt i kanten af snoren om nakken og videre ned på den anden side. Afslut med bindebåndet i den anden side.