Viser opslag med etiketten Lys i mørket. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lys i mørket. Vis alle opslag

søndag den 30. november 2014

Adventssøndag


Velkommen tilbage til den første adventssøndag!

Jeg elsker når første søndag i advent falder før den 1. december, for så starter julen tidligt.


Jeg har fundet lærkegrene og pyntet med min kusines skønne, strikkede julekugler og de hvide snefnug.


I eftermiddag bager vi honningkager og tænder lys rundt om i huset.



søndag den 23. december 2012

Adventskrans



Glædelig 4. søndag i advent. Nu er juleaften ganske nær, og det er på én gang dejligt og lidt trist. Juleaften er jo på mange måder højdepunktet på en hyggelig julemåned, men den markerer også slutningen.

Nu på den sidste adventssøndag har jeg tændt alle 4 lys og siddet en stille stund og nydt julen.

Min adventskrans er ikke rigtig en krans. Den er lavet af 4 rødlerspotter med ler i bunden.


I leret har jeg stukket et lys på spid.


Rundt om lyset ligger blødt grønt mos, hvor der vokser røde svampe.

søndag den 18. november 2012

Kalenderlys til de kreative


Dette kalenderlys fra Kunstindustrien er et "must-have" for kreative sjæle med hang til tekstiler. Kan næsten ikke vente til 1. december.

torsdag den 22. december 2011

22. december - Solhvervslygter


I dag er det vintersolhverv - årets korteste dag. Men også dagen, hvor vi kan glæde os over, at lyset er på vej tilbage.


For et par år siden var vi til den traditionelle jule-klippe-dag på SFO'en. Det år havde alle børnene lavet lygter ud af mælkekartoner. Vi forældre blev samlet på skolens fodboldbane i skumringen, og så kom børnene gående på række med hver deres lygte i hånden - meget stemningsfuldt.

Du skal bruge:
  • Tomme, rene mælkekartoner
  • Bagepapir  - brug ikke madpapir, det kan ikke tåle varmen fra lyset
  • Acrylmaling og evt. andet pynt
  • Saks og limstift
  • Tynd ståltråd til ophæng
  • Fyrfadslys
Klip toppen af mælkekartonen og klip et vindue i kartonens 4 sider. Mal mælkekartonen og lim bagepapir for hullerne. Sæt et stykke ståltråd i toppen som hank og sæt et tændt fyrfadslys i bunden af lygten.


Alternativt kan mælkekartonen bruges til at lave et lys-hus. Klip bunden af kartonen og skær/klip småsprossede vinduer forskellige steder i huset. Mal huset og sæt det over et tændt fyrfadslys.

fredag den 9. december 2011

9. december - Fyrfadsstager


Til julen hører levende lys. Igen i år har jeg lavet frostede fyrfadsstager ud af gamle syltetøjsglas. De kan varieres i det uendelige og gør sig rigtig godt flere sammen evt. med andre levende lys.


Du skal bruge:
  • Rene syltetøjsglas i forskellig form og størrelse
  • Transparent glasmaling og pensel
  • Glimmerlim og stjerneklistermærker
  • Skabelon til snefnug

Klæb stjerneklistermærker på glasset og mal det efterfølgende med et tyndt lag glasmaling. Mal i brede, rolige strøg, så bliver malingen mest ensartet. Når malingen er tør, fjernes klistermærkerne, så lyset kan strømme ud af stjernemønsteret.


Mal glasset med et tyndt lag glasmaling. Når malingen er tør, males der et snefnug med glimmerlim på begge sider af glasset.

torsdag den 1. december 2011

1. december - En mappe fuld af idéer


Velkommen til min DIY julekalender. I dag åbner jeg første låge i en verden af gode idéer til december måned.

Mine juleidéer er samlet og gemt over årene i en mappe, som jeg har dekoret med udklip fra blade og limet på med decoupagelim.


Du skal bruge:
  • Ringbind med papomslag
  • Decoupagelim til papir
  • Udklip fra diverse blade, julemærker, etiketter og gavepapir
Motiverne klippes ud og placeres nogenlunde, hvor de skal sidde og limes på efterhånden med decoupagelim både under og ovenpå motivet.

fredag den 10. december 2010

Fyrfadsstage - eller hvordan tingene ser ud i mit hoved

Hver år når julen nærmer sig, får jeg lyst til at være super-kreativ og producere hjemmelavet julepynt i store mængder. Hvert år finder jeg op til flere projekter, som jeg kan gå i gang med. Og hvert år har jeg en helt klar fornemmelse af, hvordan det skal ende med at se ud. Men de forestillinger holder ikke altid stik.
Som nu denne fyrfadsstage i frostet glas, som er et godt eksempel på: "less is more".


Jeg blev inspireret af en meget fin fyrfadstage, som min søn Valdemar lavede til mig julen 2008.

Det er et syltetøjsglas, som er malet med frostet glasmaling og derefter pyntet.

Jeg ville have et kig ind til lyset, så jeg startede med glasmaling og nogle store stjerner. Det gik sådan her:
Den var jeg ikke helt tilfreds med. Jeg syntes ikke, at stjernerne var skarpe nok  i kanterne. Så nyt glas, nye stjerner og mere glasmaling og lidt sølvglimmer, for det kan man aldrig få for meget af (troede jeg!).

Pensel, syltetøjsglas, stjerneklistermærker og glasmaling fra Panduro Hobby - mit andet hjem i julemåneden.


Jeg klæbede stjerner på glasset og malede det 2 gange med glasmaling. Husk lange strøg ned langs glasset, ellers kommer der helligdage. Derefter dryssede jeg glasset med sølvglimmer, og lod det tørre i nogle timer.
Fordelen ved de små stjerneklistermærker er, at de giver nogle mere skarpe kanter - ulempen er, at det kræver afsindig meget tålmodighed at pille dem af bagefter. Og det har jeg ikke!! Men af kom de, og jeg fik lys i.

Og så skete det, der nogen gange sker. Det lignede ikke min forestilling om en fyrfadsstage. Jeg må nok erkende, at grunden til det er: "less is more". For meget maling, for meget glimmer og så røg enkeltheden.

Måske laver jeg en ny en anden dag, men indtil videre ser den egentlig meget sød ud på min hylde i udestuen.