Viser opslag med etiketten En julehilsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten En julehilsen. Vis alle opslag

søndag den 21. december 2014

Chai latte


Årets hjemmelavede julegave er denne skønne chai siurp, som kan blive til den dejligste varme chai latte. Denne opskrift er stærkt inspireret af en opskrift, som jeg fandt på bloggen Valdemarsro. Jeg har dog skåret lidt ned på sukkeret og skruet op for de julede ingredienser.

Chai sirup - giver 2-3 dl. færdig sirup

  • 3 spsk. sort te - jeg brugte julete fra Perch's 
  • 2 dl. kogende vand
  • 20 hele kardemommekapsler
  • 15 hele nelliker
  • 5 stjerneanis
  • 2 stykker hel kanel 
  • ½ vanillestang
  • 2 cm. frisk ingefær
  • Skal fra en halv øko. appelsin
  • 1 dl. rørsukker
  • 1 dl brun farin
  • 1 spsk. glukosesirup
Hæld vandet over teen og lad den trække i 10 minutter. Imens ristes krydderierne på en tør pande - pas på de ikke brænder på. Ingefæren skrælles og skæres i skiver, vanillestangen flækkes og indholdet skrabes ud.

Når teen har trukket sies bladene fra, og den hældes i en gryde sammen med krydderier, ingefær, vanillestang og indhold samt sukkeret. Det hele koges ind til en tyktflydende sirup, det tager ca. ½ times tid. Siruppen sies, hældes på rene glas og opbevares i køleskabet.

1 spsk. sirup opløses i et glas varm mælk.

lørdag den 9. november 2013

Julemarked på Håndarbejdets Fremme


Så er vi igen nået til den tid på året, hvor jeg så småt får julelys i øjnene og begynder at finde julepynten frem og planlægge min december måned.

I år starter den med et julemarked, hvor jeg sammen med andre studerende fra Håndarbejdets Fremme sælger unikke julegaver og håndlavede produkter. Så kom og find årets julegave eller en lille hyggelig ting til dig selv søndag den 1. december mellem 10-15.

tirsdag den 18. december 2012

Galleriet


Min kusine Hanne og hendes unger har bagt fantastiske honningkager efter min opskrift, og jeg har fået lov til at vise deres værk. Der er brugt forskellige udstikkere og andet kreativt køkkentøj. De har blandt andet brugt en æbledeler til de runde og vores farmors kødhammer til at lave mønstre med. Så opfindsomt!!

Billedet ligger også på Galleriet, hvor jeg meget gerne modtager billeder af jeres julepynt, kager eller idéer.

Send dem til katrinerojel@gmail.com og fortæl lidt om, hvad der er på billedet, så lægger jeg det på Galleriet.

søndag den 2. december 2012

Almas adventshus


Da jeg var barn, havde jeg ikke pakkekalender. Til gengæld kom Nisse hver søndag i advent med en pakke i sin sæk til mig og min bror.


Jeg kender en sød, lille pige, som hedder Alma. I dag har hun fået et adventshus, hvor der hver søndag i advent hænger en lille pakke til hende. Huset er syet i tyk uldfilt og applikeret på et stykke kraftigt, rødt lagenlærred.


Jeg startede med at lave en skabelon i avispapir og klippede alle delene ud i filt.


De 4 vinduer i huset er "lågerne" i kalenderen. De er syet på huset på maskine, og hver låge har et nummer og en messingring til pakken.


Tagstenene er syet på i rækker ovenpå hinanden. Rækkerne er syet på længere ude en kanten af taget og er derefter klippet af, så de passer til tagets form.


Hele huset med tag og skorsten er syet fast på det røde lagenlærred på maskine. Først syede jeg selve huset på, så skorstenen og til sidst taget på øverst. Røgen ud af skorstenen er bamsefyld, som er limet på med universallim.


Det røde lagenlærred ligger dobbelt, og imellem de 2 lag er der en tyk vliseline, så stoffet kan bære den tunge filt. Jeg har syet en synlig stikning hele vejen rundt i kanten, for at forstærke stoffet yderligere. Øverst har jeg syet 2 stropper i, så huset kan hænge.


Uden for huset står et juletræ, som er pyntet med filtkugler, som er limet på med universallim.
 

Lille Alma skal nu gøre resten af arbejdet med at åben pakkerne. Én for hver søndag i advent.


Min egne Nisse kommer stadig hver søndag i advent, men nu er det ikke mig men mine børn, der får gaver. Og han har i løbet af årene fået selskab af fru Nisse og en ekstra lille hjælpe-nisse.

Glædelig første søndag i advent!

lørdag den 1. december 2012

Glædelig 1. december


Glædelig 1. december til alle jer jule-elskere! Nu er tiden endelig kommet til at hygge sig indendøre med pynt og levende lys, bage de traditionelle julekager og dyrke kreativiteten.

Som vanlig vil bloggen her rumme masser af julestemning i løbet af december måned, så hold øje med siden og tilmeld dig evt. bloggens Facebook side og bliv løbende opdateret, når der er nyt.


Man kan jo starte med at besøge Håndarbejdets Fremmes Julemarked i morgen, hvor mine dygtige medstuderende sælger hjemmelavet pynt og andre fine sager. Jeg deltager desværre ikke i år, men det er helt sikkert et besøg værd.

søndag den 18. november 2012

Kalenderlys til de kreative


Dette kalenderlys fra Kunstindustrien er et "must-have" for kreative sjæle med hang til tekstiler. Kan næsten ikke vente til 1. december.

fredag den 9. november 2012

En hyggelig pakke



Forleden fik  jeg en hyggelig pakke med posten fra Stof og Stil i Roskilde. Lækkert stof i tern, striber og med stjerner og en rulle bånd med snefnug og rensdyr.

 
 
Nu har jeg bare det det lille luksusproblem, at jeg skal finde ud af, hvad jeg skal bruge det til. 

søndag den 4. november 2012

Nedtælling


Velkommen tilbage! Nu nærmer juletiden sig, og bloggen begynder så småt at røre på sig igen.

Jeg har en regel om, at jeg ikke må pynte op til jul før omkring 1. søndag i advent. Det er primært for min families skyld, som ikke er så store jule-elskere som mig. Men ingen regel uden undtagelser.

Jeg har fødselsdag i slutningen af oktober, og ikke sjældent sker det, at familie og venner forærer mig julepynt i fødselsdagsgave. Derfor har jeg besluttet, at den julepynt, som jeg får til min fødselsdag, godt må komme op og hænge allerede i begyndelsen af november.


Min kusine, som er ualmindelig skrap med et par strikkepinde, har strikket julekugler til mig efter Arne og Carlos' opskrifter - disse 2 skønne nordmænd, som frembringer de mest fantastiske ting i strik.


På mit nye studie har jeg mødt endnu en jule-elsker, Dorte. Dagen efter min fødselsdag dukkede denne lille fyr op af hendes taske. Nu sidder han på mit skrivebord og hygger sig.


Og i går dukkede endnu en ny juleting op i form af et perlejuletræ hjembragt til mig helt fra Sydafrika fra Anette, en forælder i min ældste søns klasse.

Så nu er juletiden så småt skudt i gang. Hold øje med bloggen og se flere skønne juleidéer. Husk også, at du kan følge med på bloggens Facebook side, du skal bare trykke 'Synes godt om', så bliver du automatisk opdateret, når der kommer nyt.

onsdag den 16. november 2011

Velkommen tilbage


Velkommen tilbage til min juleblog!!

Glæd dig for den 1. december starter min DIY julekalender med masser af gode idéer til diverse jule-DIY.

Men hold øje med siden allerede i slutningen af november, det kunne jo være, der kom et pip inden.

torsdag den 23. december 2010

And the winner is...

Den ubetingede, overdådige, orgel- og gospelkor julesang for mig er:
 "Oh holy night"

Den er oprindeligt skrevet af en fransk vinbonde i 1847 til den lokale kirke, og i 1855 satte en engelsk musiker musik til og oversatte digtet til den engelske version. Læs mere om sangen her:
 http://en.wikipedia.org/wiki/O_Holy_Night
 
Den er over årerne blevet alle tenorer, kvindelige sangerinder og boy-bands ultimative jule-test. Hvis man kan klare den, så er man verdensklasse.

Her er min top 5 over sangere, som leverer varen:

Nummer 1:
Den ultimative performer, når det gælder svulstighed og selviscenesættelse må uden tvivl være Mariah Carey, som her giver den gas på alle tangenter med gospelkor, levende lys og hammondorgel: http://www.youtube.com/watch?v=BEJmP8T07JU

Nummer 2:
Med en fornem anden plads - lige i haserne på Mariah - kommer selvfølgelig Celine Dion. Lidt mindre svulstig med med masser af violiner og et børnekor helt i hvidt: http://www.youtube.com/watch?v=QbUcgsgbXes&feature=related

Nummer 3:
Byder på intet mindre end 4 kvinder i en nedlagt ruin. I min søgning efter versioner af denne fantastiske sang stødte jeg på en kuriositet kaldet Celtic Women, som holder de keltiske traditinoner i hævd med tinfløjte og harpe: http://www.youtube.com/watch?v=cZ-8jYpa1-o

Nummer 4:
Herrernes svar på både Mariah og Celine hedder Josh Groban. En yngling med englekrøller á la Rafael. Oprah elsker ham. Need I say more?: http://www.youtube.com/watch?v=zQWXfHzOKUU

Nummer 5:
På femtepladsen er der blevet plads til yderligere 5 unge mænd - med en ung Justin i forgrunden. N'Sync med en virkelig corny a capella version. Så bliver det vist ikke bedre: http://www.youtube.com/watch?v=BxJv8GPyBV4

Rigtig glædelig jul til alle!

torsdag den 9. december 2010

En julebekendelse

Jeg elsker jul! Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men julens bringer også af og til det værste op i mig. For når det bliver jul, så blomstrer den perfektionistiske ugebladshusmor op i fuldt flor.

Min julemåned består af eksalteret juleglæde, hvor glaskuglerne, glanspapiret og det multifarvede kagekrymmel kommer i spil. Men den består desværre også af hysterisk kontrol, hvor jeg er sur og lidt grådlabil med hektiske pletter på kinderne, fordi det ikke lige blev, som jeg havde ønsket mig det. Jeg ved godt, at jeg er den eneste kvinde, der har det sådan - men nu ved I det :-)

Så er det godt, at en utæt tagrende, et nøgent pæretræ og hård frost kan minde mig om, at det behøver ikke at være så svært.

Prøv at se, hvad naturen pynter op med, mens vi andre høvler rundt med sølvspray og silkebånd inden døre.





Og nu sner det også udenfor, så jeg overgiver mig. God torsdag!