fredag den 10. december 2010

Fyrfadsstage - eller hvordan tingene ser ud i mit hoved

Hver år når julen nærmer sig, får jeg lyst til at være super-kreativ og producere hjemmelavet julepynt i store mængder. Hvert år finder jeg op til flere projekter, som jeg kan gå i gang med. Og hvert år har jeg en helt klar fornemmelse af, hvordan det skal ende med at se ud. Men de forestillinger holder ikke altid stik.
Som nu denne fyrfadsstage i frostet glas, som er et godt eksempel på: "less is more".


Jeg blev inspireret af en meget fin fyrfadstage, som min søn Valdemar lavede til mig julen 2008.

Det er et syltetøjsglas, som er malet med frostet glasmaling og derefter pyntet.

Jeg ville have et kig ind til lyset, så jeg startede med glasmaling og nogle store stjerner. Det gik sådan her:
Den var jeg ikke helt tilfreds med. Jeg syntes ikke, at stjernerne var skarpe nok  i kanterne. Så nyt glas, nye stjerner og mere glasmaling og lidt sølvglimmer, for det kan man aldrig få for meget af (troede jeg!).

Pensel, syltetøjsglas, stjerneklistermærker og glasmaling fra Panduro Hobby - mit andet hjem i julemåneden.


Jeg klæbede stjerner på glasset og malede det 2 gange med glasmaling. Husk lange strøg ned langs glasset, ellers kommer der helligdage. Derefter dryssede jeg glasset med sølvglimmer, og lod det tørre i nogle timer.
Fordelen ved de små stjerneklistermærker er, at de giver nogle mere skarpe kanter - ulempen er, at det kræver afsindig meget tålmodighed at pille dem af bagefter. Og det har jeg ikke!! Men af kom de, og jeg fik lys i.

Og så skete det, der nogen gange sker. Det lignede ikke min forestilling om en fyrfadsstage. Jeg må nok erkende, at grunden til det er: "less is more". For meget maling, for meget glimmer og så røg enkeltheden.

Måske laver jeg en ny en anden dag, men indtil videre ser den egentlig meget sød ud på min hylde i udestuen.

1 kommentar:

  1. Syns den er fin! Syns faktisk at de alle tre er! :-)
    kh
    The

    SvarSlet