onsdag den 12. december 2012

Julemandens frokost

 
Hele december måned spiser julemanden kun risengrød til aftensmad, men til frokost spiser han fru Julemands hjemmelavede leverpostej med syltede rødbeder på hjerteformet rugbrød.
 
Rugbrød med surdej - giver 2 rugbrød
Begyndelsen på et rugbrød er altid lidt omstændigt, hvis ikke man ligger inde med et glas surdej allerede. Men så snart man har fået gang i en ordentlig hævestærk surdej, så starter næste produktion ved 3. dag.
 
Surdej - 1. dag:
  • 2 dl. youghurt naturel
  • 10 gr. gær
  • 1 tsk. salt
  • 2 dl. rugmel
Alle ingredienser røres sammen og står 2 dage ved stuetemperatur.
 
Dej - 3. dag:
  • Surdej fra dag 1
  • 2 spsk. salt
  • 5 dl. knækkede rugkerner
  • ca. 11 dl. rugmel
Rør surdejen ud i vandet og tilsæt de andre ingredienser. Dejen skal være fast, men skal stadig kunne røres med en grydeske. Lad dejen stå ved stuetemperatur et døgns tid.
 
Færdigt rugbrød - 4. dag:
Hvis du ikke er startet fra 1. dag med en ny surdej, er det nu, du tager 4-5 spsk. fra til næste rugbrødsbagning. Surdejen opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet og kan holde i 7-10 dage.
  • 2 dl. youghurt
  • 3 dl. vand
  • 2 spsk. mørk sirup (kan udelades)
  • 2 dl. hørfrø
  • 2 dl. solsikkekerner
  • 2 dl. græskarkerner
  • ca. 9 dl. rugmel
Start med at løsne dejen fra dagen før og rør derefter de andre ingredienser i. Lad den stå og efterhæve ved stuetemperatur i ca. 5 timer. Fordel dejen i 2 smurte rugbrødsforme, med mindre man som jeg netop har fået Eva Trios smarte rugbrødsform, som hverken skal smøres eller vaskes. Dejen skal trykkes lidt ned i formen og glattes på overfladen, så bliver rugbrødet mest "rugbrøds-firkantet". Efterhæver yderligere 2 timer i formene ved stuetemperatur under et fugtigt håndklæde.

Prik huller i dejen med en gaffel, pensl den med olivenolie og drys med sorte birkes og flagesalt. Rugbrødene bages ca. 1½ time ved 175 grader. Efter en times tid lirkes de forsigtigt ud af formen og bages videre uden form. De er færdige, når skorpen er sprød og de lyder hult, når man banker på dem.


 P.S. Dette hjerte ligger husets mindste nisses madkasse i morgen - det er vel december :-)
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar