mandag den 31. december 2012

Nytårspynt og kransekage

Så nærmer julen og året sin afslutning, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle et godt og kreativt 2013. Tak til jer som kiggede med på bloggen i 2012 og på glædeligt gensyn næste jul.

Indtil jeg igen finder julepynten frem, så deler jeg stort og småt i den kreative afdeling på min hverdagsblog www.ikkeheltperfekt.blogspot.com


I går pillede jeg al min julepynt ned og blev ærlig talt lidt trist til mode over det nøgne juletræ. Heldigvis fandt jeg en pose med drinkspynt, og noget af det er blevet til det fineste nytårsskrud til det gamle træ.


Jeg foldede viften ud og gav den en klat lim i sammenføjningen. I midten lagde jeg en sytråd, og så lukkede jeg viften sammen med en klemme, mens limen tørrede.


Da limen var tør, fjernede jeg klemmen, klippede træhåndtaget af og bandt en knude på snoren, så viften kunne hænge.


Så nu er juletræet også klar til årets sidste aften.


Min bror og min ældste søn har lavet kransekage, som vi glæder os til at sætte tænderne i ved midnatstid.


Kransekagemasse (nok til et kransekagetårn med 7 ringe og ca. 20 små kransekagebidder)
  • 800 gr. marcipan
  • 320 gr. sukker
  • 160 gr. æggehvider
Alle ingredienserne blandes med en håndmixer eller i en køkkenmaskine til dejen er sej og sammenhængende.

Tegn 7 ringe med en passer på et stykke bagepapir. Hver ring skal være lidt mindre end den forrige, så de kan stables ovenpå hinanden og danne et tårn. Den nederste ring er ca. 20 cm. i diameter. Afslut med en lille rund kage øverst.


Vend papiret, så blyantsstregen stadig er synlig uden den berører kagemassen, og sprøjt kransekagemassen ud på ringene med en plastiktylle eller en frysepose med hul i. Bag kransekagerne ca. 10 minutter ved 190 grader i varmluftsovn. De skal være lysebrune og let tørre på overfladen. Lad dem køle af på en bageplade og opbevar dem i en lufttæt beholder ved ca. 12 grader.

De kan også opbevares i køleskab, men det gør kransekagerne lidt fugtige på overfladen.

Æggehvideglasur
  • 175 gr. flormelis
  • 1 bæger pasteuriseret æggehvide
Pisk flormelis med æggehvide til den er glat og tyktflydende. Tilsæt evt. mere flormelis, hvis glasuren er for tynd.


Glasuren bruges både som "lim" mellem ringene og som pynt.


Godt nytår!!


1 kommentar: